tirsdag den 13. april 2021

Hvis Dublin var en kvinde ville jeg gifte mig med hende...


 

af Peter Sheridan

Denne smukke erindringsroman har jeg nu læst for - i hvert fald - tredje gang, og genkendelsens glæde er stor i hver eneste sætning!

Vi følger drengen Shero og hans store, farverige familie gennem glæde og sorg i det trange hus i tressernes Dublin. Hans karismatiske og eksentriske far, der sætter en ære i at klare sig selv, og hans retfærdighedssøgende og evigt arbejdende mor, der er det naturlige samlingspunkt i hjemmet.

Peter Sheridan formår at beskrive drengens tanker, følelser og opfattelse af samfundets sammenhænge så levende og nærværende, at man som læser sidder med ved bordet når diskussionerne går højt i det lille hus, og man mærker den rå smog i byens gader, når Shero endnu engang bliver sendt ud på ærinder for sin far.

På trods af de til tider barske omstændigheder er historien gennemgående fortalt med stor humor, og kærligheden i den fattige, katolske bydel er tydelig. Årtiets hurtige, tekniske udvikling ændrer de ydre forhold i familien, drenge bliver til unge mænd med store drømme, men kan samfundet følge med og holder drømmene?

mandag den 29. marts 2021

Det ensomme hjerte


Var fornylig i sommerhus med en veninde, og pludselig blev jeg ramt af en længe fraværende lyst til at læse igen! Straks kontaktede jeg min gamle kollega Sisse, for hun er min allerbedste anbefaler. Den hun anbefalede først  må jeg dog vente lidt med, for jeg har ikke fået den fra biblioteket endnu. "NÆSTE! - en lægeroman" af Nina Lykke.
I mellemtiden har jeg så læst "Det ensomme hjerte" af Tom Buk-Swienty - også anbefalet af Sisse.

I Sønderjylland boede et ældre ægtepar. Oprindeligt fra Tyskland, men flyttede til Danmark efter 2. Verdenskrig og opdrog deres 2 børn som danskere. Da de to - først faderen og siden moderen - med nogle års mellemrum må sige farvel til deres jordiske liv efterlod de et for børnene hidtil ukendt og ganske omfattende erindringsværk, bestående af erindringer, dagbøger, malerier etc. Børnene får hurtigt fornemmelsen af at de står med en uvurderligt stykke historie mellem hænderne. 
De ved i første omgang ikke hvad de skel stille op, men kontakter en forfatter med stor erfaring i 2. Verdenskrig. Han takker efter kort betænkningstid ja til opgaven. 

Hovedpersonen er Hans Horn. En ambitiøs, dygtig og musikalsk dreng/mand, der oplever krigen helt tæt på og er tvunget til at være aktiv soldat trods sin modstand mod nazismen. Vi kommer på en rejse gennem udfordringer i forældrenes parforhold,  skolegang, musiktræning, kærlighed,  frygtelige oplevelser og venskaber

Det er en hurtigt læst bog, der for en gangs skyld leverer en ny vinkel på det tyske rige. Meget interessant!

'Det ensomme hjerte' af Tom Buk-Swienty

onsdag den 26. september 2018

Oprindelse

Kim havde lånt Dan Browns nyeste skud på stammen - Oprindelse - med hjem fra jobbet. Den så så ensom ud, så jeg tænkte at jeg ville tage mig lidt af den ;)

Oprindelse er en klassisk Dan Brown krimi med kærlighed, religion vs. videnskab, forfølgelser og geografisk korrekte beskrivelser.

En fremtidsforsker og nær ven af symbolforskeren Robert Langdon proklamerer, at han har gjort en opdagelse, der vil ryste verden i sin grundvold i samme grad, som da solen blev centrum i vores solsystem.

Det giver naturligvis røre i andedammen især i religiøse kredse, og så går den vilde jagt på sandheden.

En fin sofabasker, men ikke en himmelråbende og skelsættende bog.

Billedresultat for dan brown oprindelse

Dødevaskeren

Mit læseliv har (igen) stået lidt i stampe, men den sidste uge har jeg kværnet et par bøger.

Først lidt om Sara Omars 'Dødevaskeren'.

I det krigshærgede og muslimske Kurdistan må mange især kvinder og børn lade livet af (for mig) meget uforstålige årsager. Hvis du ikke kan få børn, hvis ikke din mødom drypper blod, hvis din gamle mand modforventning gør dig gravid, hvis du kun har født pigebørn... ja, så slår det klik for de religiøst manipulerede personer i din nære omgangskreds og dræber løs i Guds navn.

En skræmmende fortælling om livet som pige i et meget religiøst og patriarkalsk samfund, hvor kvinder skal holdes nede og er en brugsgenstand for mændene.

En enkelt kvinde (Dødevaskeren) og hendes ikke-religiøse mand gør deres stille forsøg på oprør, samtidig med at de skal holde sig på god fod med samfundet omkring dem. Ikke nogen nem opgave.

Til eftertanke - men i virkeligheden ikke så overraskende - desværre.


Billedresultat for dødevaskeren sara omar

fredag den 28. juni 2013

Kun et` liv af Sara Blædel


Louise Rick kriminalassistent bliver udlånt til rejseholdet, da en ung pige bliver fundet myrdet. Den unge pige er smidt i vandet og har fået bundet en have flise om livet, uden tvivl mord.
Men , for der er et men, hun er af anden etnisk herkomst så er det familien der stå bag ?

 En spændende bog af Sara Blædel, indrømmet det er ikke meget jeg har læst af hende.
Hun skriver meget nemt læseligt og den er spændende ,så den varer ikke længe :-)

 Læs den som en sommerroman og kom lidt væk fra dagligdagen ;-) Den er værd at læse :-)


onsdag den 17. april 2013

Når mor kommer hjem.


Forfatter Martha Christensen


Når mor kommer hjem er en lille bog der hurtigt er læst.

Den handler om en lille dreng på 11 år der bliver sat til at passe sine to mindre søskende.
Det er ikke bare i mens mor handler , nej det drejer sig om de 3 mdr. hvor hun skal i fængsel.

Hans loyalitet over for sin mor er som hos de fleste børn ,så stor at han ikke vil bede om hjælp nogle
steder. 

Mor  har sagt at han under ingen omstændigheder må sige det til nogen.
 Hvis han gør det, vil det bliver meget svært for hende at klare det bagefter.

 Hvis han siger det til nogen kommer  de også på børnehjem, (sikken trussel)!

Når mor kommer hjem hvad så ??

Fantastisk god bog, læs den :-)



søndag den 10. juni 2012

Kaldet

Forfatter: Inger Ash Wolfe
Genre: Kriminalroman

Bogen tager sin begyndelse med et mord på en ældre, kræftsyg dame i Port Dundas i Canada. Det bliver byens fungerende kriminalkommissær, Hazel Micallef, som får til opgave at opklare mordet.

Hazel, som er 61 år og nyligt skilt, bor sammen med sin 87-årige mor, som faktisk også er byens tidligere borgmester. Hazel kæmper ikke kun med en manglende overordnede, manglende medarbejdere, som den øverste ledelse ikke sender erstatninger for, men også med udsigten til en sammenlægning af egnens politidistrikter.

Der går ikke lang tid før Hazel står med flere lig, og en vis frustration over at stå over for en meget speciel morder, som tilsyneladende også viser hensyn over for sine ofre, som viser sig at være døden nær i forvejen. Hensynet for ofrene efter døden bliver dog overskygget af, at de enkelte mord virker bestialske, voldelige og med et stryg af mystik og religiøsitet.

Hazel er også i tvivl om hendes lille politistation kan løse sagen på grund af manglende erfaring - de ikke har haft en mordsag i mange år! Det problem som andre små distrikter, som Hazels kender til, og det viser sig at det er en af grundene til at denne morder har haft frit spil i længere tid.

Udover de arbejdsmæssige problemer kæmper Hazel også med helbredet, smerter og udsigten til en operation, men alt det må hun sætte til side til sidst, hvor hun involveres personligt i morderens plan.

tirsdag den 8. maj 2012

Smilet er den korteste afstand....

Forfatter: Niels-Jørgen Kaiser
Genre: Biografi/Erindring

Bogen handler om Victor Borges liv - fortalt af Victor Borge til Niels-Jørgen Kaiser igennem timers samtaler.

Bogen tager sin begyndelse i København omkring 1. verdenskrig, hvor Victor Borge (som dog har fødenavnet Børge Rosenbaum på dette tidspunkt) voksede op. Victor Borges far var kongelig kapelmusikus, og ved Victor Borges fødsel, var han 61 år gammel - som Victor Borge siger det: “gammel nok til at være min bedstefar, men det vidste han åbenbart ikke”.

Victor Borge beskriver sin ungdom, hans tid på Musikkonservatoriet, hans tid med film og revyer, men også tiden omkring 2. verdenskrigs begyndelse i 1939, hvor han er nødt til at flygte til Sverige for ikke at ende midt i tyskernes jagt på jøder.

1 år senere flygter han til USA - en rejse, som går via Finland - og lander i New York...... uden penge og uden at kunne sproget. Det er ikke nemt tilværelse, men det lykkedes alligevel for ham - i 1942 - at blive kåret til årets radiofund.

Bogen er i høj grad krydret med Victor Borge tankevækkende finurligheder, som f.eks. bogens start:

Victor Borge er flygtet i Sverige, og efter hans flugt, dør hans mor. Victor Borge kan ikke tage tilbage til Danmark for at deltage i hendes begravelse, men det hinder ham ikke i at spille en sidste gang for sin mor - nemlig ved hendes begravelse. Han låner ganske enkelt nøglerne til Mosaisk Trossamfunds Kirkegård i Stockholm, sætter sig ved orglet og venter til præcis det tidspunkt, hvor hans mors begravelse finder sted i Danmark.

Victor Borge har under sit studie på Konservatoriet tjent til sine fornødenheder ved at spille som f.eks. organist ved begravelserne på Mosaisk Vestre Kirkegård i København, og kender derfor hele ceremonien meget godt.

Så fra Mosaisk Trossamfunds Kirkegård i Stockholm tager Victor Borge sin helt personlige afsked med sin mor, som efter ceremonien bliver stedt til hvile ved siden af hans far, som er død 8 år tidligere.

Langt senere - da Victor Borge er kommet til USA - fortæller han historien om sit hønseri, som starter med et hønsehold og lidt salg af æg. Det hele udvikler sig til en større produktion - ikke kun af æg, også af høns til slagterierne. Det hele får dog en brat ende, da han, en aften på vej hjem, møder lastvognen med alle hønsene til slagteriet. Her ser han, hvordan hønserne hænger med hovederne ud af lastvognens sider - skæmte og forvildede..... efter det syn lukker han sit hønseri ned.

Bogen indeholder selvfølgelig også en masse om Victor Borges liv på scenen, hans koner og børn og hans fantastiske liv i øvrige - alt sammen beskrevet som kun Victor Borge kan gøre det!

Bogen har plads på min boghylde, og med et par års mellemrum, bliver den taget frem og læst igen - og så bliver der atter grin og grædt med Victor Borge.

mandag den 30. april 2012

Tvunget til tavshed


Tvunget til tavshed.
Skrevet af Linda Castillo

Nogle hemmeligheder er for frygtelige at afsløre…
Nogle forbrydelser er for farlige at opklare...

Så en  bogen slut puha, lidt for uhyggelig til sidst. 
 Det gik næsten for hurtigt med  at læse den.

En kriminalroman der er ret uhyggelig og brutal.
Heldig vis kan man lægge tingene væk, og sige det er bare en historie.
Der kan umuligt være så grove personer :-( men jeg ved jo godt at de desværre findes.

Det er en historie,og den er spændende , omhandler amish folket i Ohio  USA.
En morder er løs, lige som dengang for 16 år siden, kan det være den samme morder?
Eller er han ikke død ?

Den unge politichef  oplevede angsten for seriemorderen da hun var ung,
står nu for opklaringen af sagen.



Heldigvis er der en slutning ,og måske også en lidt mere lykkelig ;-)

Den er værd at læse.
Blev skrevet  i 2009 og lige udkommet på Dansk i 2012


mandag den 16. april 2012

Du forsvinder.

Christian Jungersen

Du forsvinder.

Lige udkommet 2012 Gyldendal

Den handler om hvordan Mia, der er lærer ,oplever at hendes mand,
der er skoleleder, får en hjernesvulst.
Hvordan takler man lige det at manden i sit liv forandres?

Hvordan takler man at han bliver beskyldt for at bruge skolens penge, flere millioner?

Hvad med ens søn på 15 år, hvor meget forstår han af hele situationen,
og bliver han måske klemt lidt af forældrene ?

Hvor går man hen og får hjælp, og hvordan bliver fremtiden ?

Nemt skrevet, let læst, spændende, men ikke en krimi.

Kan anbefales, men om man bliver klogere ved jeg ikke :-)


lørdag den 31. marts 2012

Jeg lever far.

Tragedien fra Utøye den 22 juli 2011.

Uden sammenligning en af de forfærdeligste ting der er sket.
Siri Marie Sønstelie var en af de unge der var på sommer lejr der da tragedien skete.
Hun fortæller historien sammen med sin far Erik H. Sønstelie, der er journalist, og som  kom meget tæt på da han hørte om skuddramaet og skyndte sig til øen for at hente sin datter.

Siri starter med at fortælle hvor dejligt de havde det, spillede kort og badede, men så skete det frygtelige hvor en masse unge mennesker blev skudt.
Hvordan bliver dagene derefter, for de overlevne, de efterladte og resten af Norge.
Far og datter skiftes til at fortælle, det synes jeg fungerer godt.

Senere indsamlede Erik, hendes far, oplysninger om det arbejde der blev gjort for de overlevende og efterladte.

En meget fin bog skrevet så man næsten føler man er med, det kræver sine lommetørklæder.



søndag den 19. februar 2012

Fædrenes løgne

Forfatter: Tom Egeland

Tom Egeland er en norsk anerkendt krimiforfatter. Dette er dog ikke en krimi, men en historie om en mands søgen efter sine familiære rødder.

Freelance journalisten Victor Scott beslutter at skrive en bog om fædrene i sin familie tre generationer tilbage. Researchen til hans bog bringer ham på en rejse rundt i verden, hvor han finder adskillige overraskende oplysninger om sine forfædre.

Historien er velskrevet og giver én lyst til at læse videre for hver side man når. Læsten som bogen er skrevet over kender man måske nok på forhånd, men der er tilpas mange overraskelser og uventede drejninger i historien, til at man nogle gange næsten ikke har lyst til at lægge bogen fra sig.

Det er nok ikke en bog, der vinder en stor, flot litteraturpris, men jeg nød at læse den i de stille stunder på min skiferie :)

torsdag den 12. januar 2012

Når mor kommer hjem

Forfatter: Martha Christensen

Ronnie er 11 år, da hans mor overlader ham ansvaret for hjemmet og hans to små søstre i tre måneder. Ingen må vide, at hun skal i fængsel, og hun lover ham at hvis han klarer det, så vil hun elske ham over alt på jorden!

Martha Christensens usædvanligt vellykkede "show it - don't tell it" skriveform får os til næsten fysisk at mærke barnets inderste følelser. Ensom og bange kæmper Ronnie sig stædigt igennem prøvelserne, for at opnå den kærlighed og opmærksomhed fra sin elskede mor, som han hidtil kun har mærket i små, afmålte portioner. Han balancerer behændigt mellem mistroiske pædagoger, uforstående bankdamer og nysgerrige naboer, og han klarer det....

En helt utrolig velskrevet lille roman, som man læser nærmest i ét åndedrag. Den brænder sig fast i hukommelsen og giver stof til eftertanke selv mange år efter at bogen er lukket. 

De fleste af os kender de to filmatiserede romaner "Dansen med Regitze" og "Her i nærheden", men denne, som blev forfatterens sidste og - efter min mening - også allermest vellykkede roman, tror jeg mange endnu har tilgode.

*Tilføjet: Jeg har efterfølgende fundet en oplysning på nettet om, at 'Når mor kommer hjem' er filmatiseret i 1998 af Lone Scherfig

p.s. Havebutikken har lige nu et fint, brugt eksemplar af denne bog.

torsdag den 29. december 2011

Skammerens datter

Forfatter: Lene Kaaberbøl

I en middelalderagtig eventyrverden med drager, alkymister og skammere møder vi Dina. Hun er skammerens datter og har arvet sin mors overnaturlige evner.
En skammer kan ikke se et andet menneske i øjnene uden at se dets indre skam i livet.

Dinas mor bliver hentet til fyrstens borg for at hjælpe med at finde en drabsmand. Det, hun ser i den udpegede drabsmands øjne, stemmer dog ikke overens med kendsgerningerne, og herefter begynder en nervepirrende tid for både Dina og hendes mor.

En helt utrolig velskrevet børne- og ungdomsbog. Selv som voksen bliver man suget ind i det eventyrlige univers, og kan næsten ikke lægge den fra sig igen.

En bog som alle børn bør læse på et tidspunkt.

mandag den 26. december 2011

Heksens trolddom

Forfatter: Ulf Nilsson

'Heksens trolddom' er en utrolig velskrevet børnekrimi med en snert af gysergenren.

Tre børn Göran, Katarina og jeg-fortælleren skal i forbindelse med noget skolearbejde ud og opleve et rigtigt arbejde. De tre børn har derfor valgt at tage med Katarinas far, som er vagtmand, på job.

De runderer bl.a. i en kirke og et museum, og der oplever de mystiske og uhyggelig ting. De beslutter at finde til bunds i de mystiske hændelser og påbegynder herefter en spændende opklaring.

En god bog der holder spændingen hele vejen igennem.

fredag den 23. december 2011

Her kommer Lola

Forfatter: Isabel Abedi

'Her kommer Lola' er første bog i serien om Lola. Hun er en pige på 9-år, der bor i Hamborg, har en brasiliansk far, en tysk mor og en faster på 2 år. Hun bor i hus med sine forældre, bedsteforældre og sin 2-årige moster Lisbeth.

I 'Her kommer Lola' er Lola og hendes familie lige flyttet til Hamborg, og Lola skal finde sig til rette i en ny klasse. Det er ikke altid nemt, og det, man først troede var helt forfærdeligt, er måske slet ikke så ringe endda, når alt kommer til alt.

I Tyskland er serien om Lola eftersigende den mest populære serie for piger fra 9 til 13 år p.t., og der er sågar lavet en film om denne Lola.

tirsdag den 13. december 2011

Øst for Paradis

Forfatter: John Steinbeck

Selv om det er ved at være en del år siden, jeg sidst læste denne skønne, gamle klassiker, vil jeg ikke undlade at nævne den her - for det tilfældes skyld, at der skulle være én og anden bogorm som endnu har en stor oplevelse tilgode. Desværre ved jeg også, at mange har fået dén oplevelse spoleret i skolen eller gymnasiet, hvor romanen i en årrække var de ambitiøse læreres foretrukne.

Handlingen udspiller sig i Californien i begyndelsen af 1900-tallet, hvor tvillingerne Aron og Caleb vokser op sammen med deres far, som gennem hele drengenes opvækst holder historien om deres tilblivelse og moderen skjult for omverdenen.

Mere vil jeg egentlig ikke røbe om handlingen, men romanen er så mesterligt bygget op med flere, sideløbende historier og tilbageblik, som flettes sammen på bedste vis, at vi - og tvillingerne - efterhånden får samlet brikkerne i en noget overraskende helhed.

John Steinbeck mestrede et meget smukt og nuanceret sprog, og forstod at beskrive både det Californiske landskab, mennesker, stemninger og relationer så levende, at man bagefter har en klar følelse af at være del af historien.

Øst for Paradis er uforglemmelig fiktion, som indeholder alt hvad man kan ønske sig af en god roman: spænding og drama, kærlighed og had, mystik og troværdige personskildringer. Et oplagt julegaveønske!

mandag den 12. december 2011

Det syvende møde

Forfatter: Herbjørg Wassmo

Personligt er jeg jo stor fan af Herbjørg Wassmo. Hun skriver så det kribler under huden; der er næsten altid barske beretninger om mennesker, der må stå ansigt til ansigt med livets grumme sider. Men som samtidig ofte også finder vej gennem mørket og finder kærligheden og/eller lykken trods modstand.

'Det syvende møde' er ikke en undtagelse. Vi hører igen om personer, der må kæmpe hårdt for at finde sig selv og for at bryde sociale mønstre. Gorm er en overklassedreng med familiære lig i lasten og Rut er fra en lille øsamfund, hvor en fjer der er blevet til fem høns kan betyde liv eller død. Disse to mødes ved et tilfælde i barndommen. Dette møde bliver uforglemmeligt for dem begge. De mødes siden i korte glimt gentagende gange, men de får aldrig rigtig talt sammen. Man følger deres meget forskellige - og dog alligevel ens - liv og deres stræben efter at finde deres sjæleven.

Rørende roman der igen sætter fokus på tabuer, passion og at kunne følge sit hjerte.

torsdag den 1. december 2011

Vejen at gå

Man føler en families angst, vilje, fortvivlelse, sammenhold og skæbne, når man læser Herbjørg Wassmos fortælling om en norsk familie, der under 2. verdenskrig flygter over de norske fjelde i næsten 30 graders kulde til sikkerheden i Sverige.

Det er en gribende historie, der bygger på virkelige begivenheder.

De konsekvenser, en krig fører med sig, er ubegribelige og barske. Man må hver dag glæde sig over, hvor heldig man er!

torsdag den 24. november 2011

Charlie Hotel Oscar Kilo

Forfatter: Maise Njor og Camilla Stockmann

Endnu engang har de to small talkende damer forsøgt sig med en bog bygget på ren
mailkorrespondance. Det er en særpræget men anderledes og forfriskende måde at skrive på. Det fungerer okay, men dog uden de store litterære guldkorn. Efter at have læst to bøger skrevet over denne læst, hungrer jeg dog ikke efter flere af samme slags.

Korrespondancen er skrevet i et hverdagssprog krydret med diverse ordspil og skæve betragtninger. Temaet for bogen 'samlivsudfordringer' er helt i tråd med sproget - hverdagsagtigt, og man genkender sig selv i mange af deres betragtninger. Det er dejligt, at de på deres egen skæve men særdeles åbenhjertige måde fortæller om ting i samlivet, der sjældent bliver sat ord på, men som utrolig mange uden tvivl kan relatere sig til.

En sofabasker med lidt stof til eftertanken.