torsdag den 29. december 2011

Skammerens datter

Forfatter: Lene Kaaberbøl

I en middelalderagtig eventyrverden med drager, alkymister og skammere møder vi Dina. Hun er skammerens datter og har arvet sin mors overnaturlige evner.
En skammer kan ikke se et andet menneske i øjnene uden at se dets indre skam i livet.

Dinas mor bliver hentet til fyrstens borg for at hjælpe med at finde en drabsmand. Det, hun ser i den udpegede drabsmands øjne, stemmer dog ikke overens med kendsgerningerne, og herefter begynder en nervepirrende tid for både Dina og hendes mor.

En helt utrolig velskrevet børne- og ungdomsbog. Selv som voksen bliver man suget ind i det eventyrlige univers, og kan næsten ikke lægge den fra sig igen.

En bog som alle børn bør læse på et tidspunkt.

mandag den 26. december 2011

Heksens trolddom

Forfatter: Ulf Nilsson

'Heksens trolddom' er en utrolig velskrevet børnekrimi med en snert af gysergenren.

Tre børn Göran, Katarina og jeg-fortælleren skal i forbindelse med noget skolearbejde ud og opleve et rigtigt arbejde. De tre børn har derfor valgt at tage med Katarinas far, som er vagtmand, på job.

De runderer bl.a. i en kirke og et museum, og der oplever de mystiske og uhyggelig ting. De beslutter at finde til bunds i de mystiske hændelser og påbegynder herefter en spændende opklaring.

En god bog der holder spændingen hele vejen igennem.

fredag den 23. december 2011

Her kommer Lola

Forfatter: Isabel Abedi

'Her kommer Lola' er første bog i serien om Lola. Hun er en pige på 9-år, der bor i Hamborg, har en brasiliansk far, en tysk mor og en faster på 2 år. Hun bor i hus med sine forældre, bedsteforældre og sin 2-årige moster Lisbeth.

I 'Her kommer Lola' er Lola og hendes familie lige flyttet til Hamborg, og Lola skal finde sig til rette i en ny klasse. Det er ikke altid nemt, og det, man først troede var helt forfærdeligt, er måske slet ikke så ringe endda, når alt kommer til alt.

I Tyskland er serien om Lola eftersigende den mest populære serie for piger fra 9 til 13 år p.t., og der er sågar lavet en film om denne Lola.

tirsdag den 13. december 2011

Øst for Paradis

Forfatter: John Steinbeck

Selv om det er ved at være en del år siden, jeg sidst læste denne skønne, gamle klassiker, vil jeg ikke undlade at nævne den her - for det tilfældes skyld, at der skulle være én og anden bogorm som endnu har en stor oplevelse tilgode. Desværre ved jeg også, at mange har fået dén oplevelse spoleret i skolen eller gymnasiet, hvor romanen i en årrække var de ambitiøse læreres foretrukne.

Handlingen udspiller sig i Californien i begyndelsen af 1900-tallet, hvor tvillingerne Aron og Caleb vokser op sammen med deres far, som gennem hele drengenes opvækst holder historien om deres tilblivelse og moderen skjult for omverdenen.

Mere vil jeg egentlig ikke røbe om handlingen, men romanen er så mesterligt bygget op med flere, sideløbende historier og tilbageblik, som flettes sammen på bedste vis, at vi - og tvillingerne - efterhånden får samlet brikkerne i en noget overraskende helhed.

John Steinbeck mestrede et meget smukt og nuanceret sprog, og forstod at beskrive både det Californiske landskab, mennesker, stemninger og relationer så levende, at man bagefter har en klar følelse af at være del af historien.

Øst for Paradis er uforglemmelig fiktion, som indeholder alt hvad man kan ønske sig af en god roman: spænding og drama, kærlighed og had, mystik og troværdige personskildringer. Et oplagt julegaveønske!

mandag den 12. december 2011

Det syvende møde

Forfatter: Herbjørg Wassmo

Personligt er jeg jo stor fan af Herbjørg Wassmo. Hun skriver så det kribler under huden; der er næsten altid barske beretninger om mennesker, der må stå ansigt til ansigt med livets grumme sider. Men som samtidig ofte også finder vej gennem mørket og finder kærligheden og/eller lykken trods modstand.

'Det syvende møde' er ikke en undtagelse. Vi hører igen om personer, der må kæmpe hårdt for at finde sig selv og for at bryde sociale mønstre. Gorm er en overklassedreng med familiære lig i lasten og Rut er fra en lille øsamfund, hvor en fjer der er blevet til fem høns kan betyde liv eller død. Disse to mødes ved et tilfælde i barndommen. Dette møde bliver uforglemmeligt for dem begge. De mødes siden i korte glimt gentagende gange, men de får aldrig rigtig talt sammen. Man følger deres meget forskellige - og dog alligevel ens - liv og deres stræben efter at finde deres sjæleven.

Rørende roman der igen sætter fokus på tabuer, passion og at kunne følge sit hjerte.

torsdag den 1. december 2011

Vejen at gå

Man føler en families angst, vilje, fortvivlelse, sammenhold og skæbne, når man læser Herbjørg Wassmos fortælling om en norsk familie, der under 2. verdenskrig flygter over de norske fjelde i næsten 30 graders kulde til sikkerheden i Sverige.

Det er en gribende historie, der bygger på virkelige begivenheder.

De konsekvenser, en krig fører med sig, er ubegribelige og barske. Man må hver dag glæde sig over, hvor heldig man er!

torsdag den 24. november 2011

Charlie Hotel Oscar Kilo

Forfatter: Maise Njor og Camilla Stockmann

Endnu engang har de to small talkende damer forsøgt sig med en bog bygget på ren
mailkorrespondance. Det er en særpræget men anderledes og forfriskende måde at skrive på. Det fungerer okay, men dog uden de store litterære guldkorn. Efter at have læst to bøger skrevet over denne læst, hungrer jeg dog ikke efter flere af samme slags.

Korrespondancen er skrevet i et hverdagssprog krydret med diverse ordspil og skæve betragtninger. Temaet for bogen 'samlivsudfordringer' er helt i tråd med sproget - hverdagsagtigt, og man genkender sig selv i mange af deres betragtninger. Det er dejligt, at de på deres egen skæve men særdeles åbenhjertige måde fortæller om ting i samlivet, der sjældent bliver sat ord på, men som utrolig mange uden tvivl kan relatere sig til.

En sofabasker med lidt stof til eftertanken.

onsdag den 16. november 2011

Den tynde hud

Forfatter: Troels Kløvedal

Jeg er overbevist om, at der findes mange meninger om Troels Kløvedal og dét "eventyrliv", han ofte beretter om i sine bøger. Der er meget af janteloven tilbage selv i dagens Danmark, og jeg har hørt en del mennesker, med slet skjult misundelse, tilkendegive at "sådan ville jeg da også gerne rejse rundt i verden, hvis jeg altså havde råd til det...".

Men når du har læst Troels Kløvedals helt igennem ærlige og lige-ud-af-landevejen fortælling om hans baggrund og opvækst, får du uden tvivl et helt andet syn på manden bag de mange eksotiske og spændende rejsebeskrivelser.

Forældrenes barske skilsmisse, morens stædige stræben efter at give sin børneflok en fornuftig opvækst trods fattigdom og sygdom. Drengens hårde barneår på børnehjem og som meget ung lærling på Helsingsør Skibsværft sætter sine spor, men Troels Kløvedal er en utrolig stærk personlighed, som trodser sin baggrund og skaber sig netop dét liv, som han allerede som barn drømte om.

"Den tynde hud" er en stærk, rørende og bundærlig selvbiografisk roman, som vi alle kan lære noget af. Det er i hvert fald for mig ret tankevækkende, at selv børn med så hårde livsbetingelser, som her bliver beskrevet, kan udvikle sig til så markante personligheder som Troels Kløvedal og hans søster, Hanne Reintoft. Det kan kun skyldes den solide kærlighed, de fik med sig fra deres mor i de allerførste barneår.


P.s. Hvis du er hurtig kan du nå at købe bogen secondhand - find den under "Gode brugte bøger"

tirsdag den 8. november 2011

Det er ikke lige mig

NYE BØGER
ATS bringer med eneret et afsnit fra Johannes Møllehaves nye erindringsbog 'Det er (ikke) lige mig', hvori han beretter om sit opgør med Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager:

Jeg havde skrevet klummer i Kristeligt Dagblad igennem længere tid og anså det derfor for helt normalt, at jeg boede derinde. Og det var også mit indtryk, at mange af medarbejderne var glade for, at jeg gik rundt og fortalte dem Storm P-vittigheder, imens de arbejdede. Flere af vittighederne havde de ikke hørt før.
Men så en dag blev jeg kaldt ind til redaktør Bjerager, som fortalte, at flere havde klaget over mine vittigheder.
»Nuvel«, sagde jeg, »men ved du så, hvad det upraktiske er ved kold and?«.
Nej, det vidste den gode Bjerager ikke.
»Det er, at den skal steges først«, svarede jeg.
»Hvor vil du hen med det«, spurgte han.
»Helst ikke derhen, hvor peberet gror«.
»Vi har også en klar fornemmelse af, at du ofte er beruset, når du bevæger dig rundt herinde i højt humør«, lød det pludselig anklagende fra ham.
»Det er en misforståelse, at man ikke kan more sig uden spiritus, men det er da heldigvis en misforståelse, der sjældent opstår. Og som Goethe sagde: Øl er øl«, svarede jeg.
Herefter han lænede sig ind over skrivebordet og stirrede mig direkte ind i øjnene.
»Selv en lille mand kan kaste en stor skygge«, sagde jeg, inden han selv nåede at sige noget.
Så rejste han sig op og råbte »UD!«.
»Ud af hvad«, spurgte jeg. »Hvis du mener ud ad tangenten, så har jeg allerede været der. Du bliver nødt til at definere 'ud' nærmere«.
»Ud af mit kontor«, sagde han.
»Dér har jeg også allerede været. Som du måske bemærkede, var jeg der, umiddelbart før jeg kom ind. Så jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad der er ud eller ind i din sætning«.
Så kaldte han på sin medredaktør Michael Ehrenreich, og sammen greb de fat i mig og smed mig ud af bygningen.
Jeg synes ikke, det er en måde at drive avis på.


 Om det er mest fis eller Møllehave vides ikke ;-) Men et godt grin kan man da få.

mandag den 31. oktober 2011

Vi ses i morgen

Bogen  handler om Eva Jørgensen, der møder sit livs kærlighed.

De bliver gift, hun er gravid og kort tid efter får han konstateret ALS, en uhelbredelig sygdom , som han under alskens pinsler dør af.
Hendes elskede dør da deres barn bliver ca. 10 mdr.
Hun skriver fantastisk, man græder med hende, det er et forfærdeligt liv for dem alle.

               



Hun skriver bog nr. 2 om tiden efter, om hvordan hun skal komme videre og om andres syn på hende.
Måske mere om hvad hun tror de tænker. Hun klarer det fantastisk og jeg tror vi er mange der kan lære af det.
Hun er en fantastisk pige med masser af følelser for andre og ben i næsen.



 Må det gå hende og deres lille dreng det godt i fremtiden.

onsdag den 26. oktober 2011

Signe

Forfatter: Lars Johansson, 2006

Signe og Felix mødes i Silkeborg i sommeren 1942, hun er syerske, han tysk soldat. De forelsker sig hovedkuls i hinanden, og til trods for at begge er gift indleder de uden tøven et forhold.

Efter halvandet års samliv bliver Felix sendt tilbage til sin kone og 3 børn. Han skal gøre tjeneste på en våbenfabrik i nærheden af Prag. Signe er blevet skilt, og arbejder i den lange ventetid for en tysk tandlæge tilknyttet værnemagten. I begyndelsen af 1945 begiver hun sig ud på den lange rejse gennem et sønderbombet Tyskland for at slutte sig til Felix, som nu er blevet alene med børnene.

Vi følger parret gennem slutningen af krigen og de efterfølgende års umenneskelige kamp for tilværelsen. Mere vil jeg ikke røbe om handlingen!

Romanen er fiktion, men bygger på en sand historie, og er forfatterens romandebut. Den er absolut velskrevet, og jeg er overbevist om at der ligger et stort researcharbejde til grund for romanens meget præcise beskrivelser af steder, byer og selve krigssituationen. Alligevel skulle jeg langt ind i den murstenstykke (593 sider) bog, før jeg begyndte at forlige mig med hovedpersonen, Signe, som på mig ikke virker helt 'ægte' og nok en hel del forud for sin tid.

Til gengæld er handlingsforløbet velgennemtænkt, og mod slutningen direkte spændende, og bogen er bestemt anbefalelsesværdig. Husk blot at lade være med at "snydelæse" epilogen...

lørdag den 22. oktober 2011

Et glas mælk, tak!

Forfatter: Herbjørg Wassmo


Dorte er 15 år og lever et ydmygt og udsigtsløst liv sammen med sin mor og søster i Littauen, da hun af andre unge lokkes med til Sverige for at arbejde. Vi følger den lidt naive og uvidende pige gennem en umenneskelig hård kamp for livet, og slipper hende først to år senere da hun - tilsyneladende - reddes på målstregen.

Herbjørg Wassmo har angiveligt bygget sin roman på autentiske beretninger om nutidig, hvid slavehandel i Sverige og Norge, men historien er til tider så ufatteligt barsk at den er tæt på at virke utroværdig. Portrættet af den unge pige og hendes udvikling er dog så fint tegnet, så jeg endnu - længe efter at bogen er sat tilbage på reolen - kan tage mig selv i at tænke på, hvordan det sidenhen er gået hende.

Forfatteren har, som det nok er kendetegnende for hende, ladet slutningen stå åben og overladt det til læseren at afgøre, hvordan hovedpersonen bedst kan hjælpes videre i livet. Hun har også skabt en nødvendig debat om en side af vores samfund, som de færreste nok har fantasi til overhovedet at fatte kan være virkelighed.

fredag den 21. oktober 2011

Læsestalling (og dog...)

Ja, jeg er jo blevet inviteret til denne blog og tænker derfor, at jeg hellere må deltage en smule.

Min læsning stormer ikke ligefrem derudaf pt. Jeg har i sommerferien læst en gammel traver af Leif Davidsen 'Den sidste spion' og Helen Simonsons 'Major Pettigrew's last stand'. To utrolig forskellige bøger men med hver deres charme.

'Den sidste spion' skulle først trækkes op i omdrejninger, inden den rigtig fængede min opmærksomhed, men da først der gik hul på bylden, var det faktisk en rigtig god og spændende roman om koldkrigsspioner. Den spinder en masse tråde, som til at starte med er utrolig svære at få til at hænge sammen, men efterhånden får man pludselig overblik og kan gennemskue nogle ting.

'Major Pettigrew's last stand' er en utrolig dejlig og livsbekræftende historie om kærlighed på tværs af kulturer og fordomme. Den er også lidt lang i optrækket, men er en elskelig og fantastisk bog, som kun kan anbefales til folk med mod på livet. Dejlig, dejlig bog hvor man ikke kan lade være med at smile, mens man læser den.

Inden sommerferien læste jeg en del tekster af Cecilie Eken, der er børne- og ungdomsbogsforfatter. Hun skriver nogle skønne og fantastiske tekster - i ordets bogstavligste forstand - eksempelvis 'Terra', 'Kong Hvidstens Krone', 'Sølvblomst', 'Mørkebarnet', 'Det levende sværd' og mange, mange flere. Har man børn i alderen 11-12 år, er hendes fortællinger yderst velegnede.

Lige for tiden læser jeg 'The Clan of the Cave Bear' af Jean M. Auel - gammel, gammel traver også, som jeg ikke desto mindre aldrig har fået læst... Nu har jeg taget tyren ved hornene, og så må vi se, om jeg får tygget mig igennem et par stykker af dem. Jeg har naturligvis valgt dem på engelsk... hmmm.

Tjaaa, det er vel mit læseliv i korte træk de sidste par måneder.

Skal jeg kort ridse op nogle bøger, som jeg synes har været gode/spændende/hyggelige etc. må det være: Ken Follett 'Jordens Søjler' & 'Uendelige Verden', Jussi Adler-Olsen 'Kvinden i buret', 'Flaskepost fra P' & 'Fasandræberne', Jo Nesbø 'Flagermusmanden' & 'Marekors', Ildefonso Falcones 'Havets katedral', Jan Guillous Arn-serie, Herbjørg Wassmos Tora-trilogi... osv. osv. osv.