Forfatter: Lars Johansson, 2006
Signe og Felix mødes i Silkeborg i sommeren 1942, hun er syerske, han tysk soldat. De forelsker sig hovedkuls i hinanden, og til trods for at begge er gift indleder de uden tøven et forhold.
Efter halvandet års samliv bliver Felix sendt tilbage til sin kone og 3 børn. Han skal gøre tjeneste på en våbenfabrik i nærheden af Prag. Signe er blevet skilt, og arbejder i den lange ventetid for en tysk tandlæge tilknyttet værnemagten. I begyndelsen af 1945 begiver hun sig ud på den lange rejse gennem et sønderbombet Tyskland for at slutte sig til Felix, som nu er blevet alene med børnene.
Vi følger parret gennem slutningen af krigen og de efterfølgende års umenneskelige kamp for tilværelsen. Mere vil jeg ikke røbe om handlingen!
Romanen er fiktion, men bygger på en sand historie, og er forfatterens romandebut. Den er absolut velskrevet, og jeg er overbevist om at der ligger et stort researcharbejde til grund for romanens meget præcise beskrivelser af steder, byer og selve krigssituationen. Alligevel skulle jeg langt ind i den murstenstykke (593 sider) bog, før jeg begyndte at forlige mig med hovedpersonen, Signe, som på mig ikke virker helt 'ægte' og nok en hel del forud for sin tid.
Til gengæld er handlingsforløbet velgennemtænkt, og mod slutningen direkte spændende, og bogen er bestemt anbefalelsesværdig. Husk blot at lade være med at "snydelæse" epilogen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar