lørdag den 31. marts 2012

Jeg lever far.

Tragedien fra Utøye den 22 juli 2011.

Uden sammenligning en af de forfærdeligste ting der er sket.
Siri Marie Sønstelie var en af de unge der var på sommer lejr der da tragedien skete.
Hun fortæller historien sammen med sin far Erik H. Sønstelie, der er journalist, og som  kom meget tæt på da han hørte om skuddramaet og skyndte sig til øen for at hente sin datter.

Siri starter med at fortælle hvor dejligt de havde det, spillede kort og badede, men så skete det frygtelige hvor en masse unge mennesker blev skudt.
Hvordan bliver dagene derefter, for de overlevne, de efterladte og resten af Norge.
Far og datter skiftes til at fortælle, det synes jeg fungerer godt.

Senere indsamlede Erik, hendes far, oplysninger om det arbejde der blev gjort for de overlevende og efterladte.

En meget fin bog skrevet så man næsten føler man er med, det kræver sine lommetørklæder.



søndag den 19. februar 2012

Fædrenes løgne

Forfatter: Tom Egeland

Tom Egeland er en norsk anerkendt krimiforfatter. Dette er dog ikke en krimi, men en historie om en mands søgen efter sine familiære rødder.

Freelance journalisten Victor Scott beslutter at skrive en bog om fædrene i sin familie tre generationer tilbage. Researchen til hans bog bringer ham på en rejse rundt i verden, hvor han finder adskillige overraskende oplysninger om sine forfædre.

Historien er velskrevet og giver én lyst til at læse videre for hver side man når. Læsten som bogen er skrevet over kender man måske nok på forhånd, men der er tilpas mange overraskelser og uventede drejninger i historien, til at man nogle gange næsten ikke har lyst til at lægge bogen fra sig.

Det er nok ikke en bog, der vinder en stor, flot litteraturpris, men jeg nød at læse den i de stille stunder på min skiferie :)

torsdag den 12. januar 2012

Når mor kommer hjem

Forfatter: Martha Christensen

Ronnie er 11 år, da hans mor overlader ham ansvaret for hjemmet og hans to små søstre i tre måneder. Ingen må vide, at hun skal i fængsel, og hun lover ham at hvis han klarer det, så vil hun elske ham over alt på jorden!

Martha Christensens usædvanligt vellykkede "show it - don't tell it" skriveform får os til næsten fysisk at mærke barnets inderste følelser. Ensom og bange kæmper Ronnie sig stædigt igennem prøvelserne, for at opnå den kærlighed og opmærksomhed fra sin elskede mor, som han hidtil kun har mærket i små, afmålte portioner. Han balancerer behændigt mellem mistroiske pædagoger, uforstående bankdamer og nysgerrige naboer, og han klarer det....

En helt utrolig velskrevet lille roman, som man læser nærmest i ét åndedrag. Den brænder sig fast i hukommelsen og giver stof til eftertanke selv mange år efter at bogen er lukket. 

De fleste af os kender de to filmatiserede romaner "Dansen med Regitze" og "Her i nærheden", men denne, som blev forfatterens sidste og - efter min mening - også allermest vellykkede roman, tror jeg mange endnu har tilgode.

*Tilføjet: Jeg har efterfølgende fundet en oplysning på nettet om, at 'Når mor kommer hjem' er filmatiseret i 1998 af Lone Scherfig

p.s. Havebutikken har lige nu et fint, brugt eksemplar af denne bog.

torsdag den 29. december 2011

Skammerens datter

Forfatter: Lene Kaaberbøl

I en middelalderagtig eventyrverden med drager, alkymister og skammere møder vi Dina. Hun er skammerens datter og har arvet sin mors overnaturlige evner.
En skammer kan ikke se et andet menneske i øjnene uden at se dets indre skam i livet.

Dinas mor bliver hentet til fyrstens borg for at hjælpe med at finde en drabsmand. Det, hun ser i den udpegede drabsmands øjne, stemmer dog ikke overens med kendsgerningerne, og herefter begynder en nervepirrende tid for både Dina og hendes mor.

En helt utrolig velskrevet børne- og ungdomsbog. Selv som voksen bliver man suget ind i det eventyrlige univers, og kan næsten ikke lægge den fra sig igen.

En bog som alle børn bør læse på et tidspunkt.

mandag den 26. december 2011

Heksens trolddom

Forfatter: Ulf Nilsson

'Heksens trolddom' er en utrolig velskrevet børnekrimi med en snert af gysergenren.

Tre børn Göran, Katarina og jeg-fortælleren skal i forbindelse med noget skolearbejde ud og opleve et rigtigt arbejde. De tre børn har derfor valgt at tage med Katarinas far, som er vagtmand, på job.

De runderer bl.a. i en kirke og et museum, og der oplever de mystiske og uhyggelig ting. De beslutter at finde til bunds i de mystiske hændelser og påbegynder herefter en spændende opklaring.

En god bog der holder spændingen hele vejen igennem.

fredag den 23. december 2011

Her kommer Lola

Forfatter: Isabel Abedi

'Her kommer Lola' er første bog i serien om Lola. Hun er en pige på 9-år, der bor i Hamborg, har en brasiliansk far, en tysk mor og en faster på 2 år. Hun bor i hus med sine forældre, bedsteforældre og sin 2-årige moster Lisbeth.

I 'Her kommer Lola' er Lola og hendes familie lige flyttet til Hamborg, og Lola skal finde sig til rette i en ny klasse. Det er ikke altid nemt, og det, man først troede var helt forfærdeligt, er måske slet ikke så ringe endda, når alt kommer til alt.

I Tyskland er serien om Lola eftersigende den mest populære serie for piger fra 9 til 13 år p.t., og der er sågar lavet en film om denne Lola.

tirsdag den 13. december 2011

Øst for Paradis

Forfatter: John Steinbeck

Selv om det er ved at være en del år siden, jeg sidst læste denne skønne, gamle klassiker, vil jeg ikke undlade at nævne den her - for det tilfældes skyld, at der skulle være én og anden bogorm som endnu har en stor oplevelse tilgode. Desværre ved jeg også, at mange har fået dén oplevelse spoleret i skolen eller gymnasiet, hvor romanen i en årrække var de ambitiøse læreres foretrukne.

Handlingen udspiller sig i Californien i begyndelsen af 1900-tallet, hvor tvillingerne Aron og Caleb vokser op sammen med deres far, som gennem hele drengenes opvækst holder historien om deres tilblivelse og moderen skjult for omverdenen.

Mere vil jeg egentlig ikke røbe om handlingen, men romanen er så mesterligt bygget op med flere, sideløbende historier og tilbageblik, som flettes sammen på bedste vis, at vi - og tvillingerne - efterhånden får samlet brikkerne i en noget overraskende helhed.

John Steinbeck mestrede et meget smukt og nuanceret sprog, og forstod at beskrive både det Californiske landskab, mennesker, stemninger og relationer så levende, at man bagefter har en klar følelse af at være del af historien.

Øst for Paradis er uforglemmelig fiktion, som indeholder alt hvad man kan ønske sig af en god roman: spænding og drama, kærlighed og had, mystik og troværdige personskildringer. Et oplagt julegaveønske!